+45 23 48 54 80 susanne@livsspor.dk

LIVSSPOR - i min egen slægt

Mit navn er Susanne Dencker

LIVSSPOR er mit bidrag til, at lidt flere personlige og inspirerende fortællinger som din bliver bevaret for eftertiden. Det er også min hensigt, at du holder lidt mere af dit liv, som det er og har været, når du har fortalt og formidlet din historie sammen med mig.

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg søgt de personlige historier. Jeg har altid fornemmet, at der er en særlig forvandlende kraft knyttet til dem. Hver gang jeg i mit professionelle liv har portrætteret et andet menneske, har jeg siddet tilbage med en voksende oplevelse af … empati. Altså oprigtig forståelse for dette menneskes valg og fravalg.

LIVSSPOR I MIN EGEN SLÆGT

Da jeg i forsommeren 2016 brugte godt en måned på først at skrive min fars så min mors livshistorie, blev jeg alligevel væltet over ende af disse historiers forvandlende kraft. For mine forældre. For resten af familien. Og for mig.

Og da min far så pludselig døde juleaftensdag 2016, blev hans livshistorie helt afgørende for, at jeg kunne tage afsked med ham med den dybeste respekt og kærlighed.

Min far var – som jeg er – temperamentsfuld. Vi har i perioder været lidt på kant med hinanden. Det var derfor i processen med skabelsen af min fars historie en udfordring at disciplinere mit eget indre. Det var nødvendigt, så jeg kunne give min far oprigtig støtte til at finde den ro, tryghed og klarhed, der skal til, for at man kan fortælle sin historie ‘fra eget hus’.

Det lykkedes! Æren for det er kun i begrænset mål min egen. Dels var min knapt 90 år gamle far fantastisk. Og dels har de første tre af fem år på Speculars psykoterapeutuddannelse givet kærkommen anledning til oprydning af mine egne til tider kaotiske, indre gemakker.

HVERDAGSMIRAKLER

Over to meget intense døgn fortalte min far effektivt i 12–14 timer. Han var ustoppelig. Jeg var ved at falde sammen af træthed, men det var som om, han tankede højoktan benzin intravenøst.

I disse to dage var jeg vidne til et par virkeligt skønne hverdagsmirakler:

Det første var at opleve, hvordan min fars ‘demens’ umærkeligt veg pladsen for klarhed og nærvær. Han blev det, han var; en meget gammel mand, der havde levet et stærkt, interessant, ærligt og beundringsværdigt liv på trods.

Det andet var, hvordan jeg selv fik omskrevet min historie. Jeg er datter af min far. Det er jeg stolt af. En mand der i en grad, jeg aldrig kommer i nærheden af, har taget brodden af de voldsomme emotioner, der har raset i generationer i min slægt. En smuk mand. En opfindsom mand. En ægte mand. En sjov mand. En mand, der har haft et oprigtigt ønske om at leve et hæderligt liv. En mand der – viste det sig – turde fortælle om sit liv med en usentimental klarhed og ærlighed, som jeg sætter så stor pris på ved andre mennesker. En mand det er en ære at ligne lidt.

[Teksten fortsætter under fotoet.]

 

Her er jeg fotograferet i mit skrive-gemmested på Heltoften B&B på Nordmors.

MIG OG FORTÆLLEGLÆDEN

Min glæde ved den gode historie skal findes i mit eget LIVSSPOR. Den er nedarvet i lige linje. Først fra min bedstefar til min mor. Så fra min bedstefar og min mor til mig.

Min bedstefar døde, da jeg var bare seks år gammel. Han var bonde, men han brændte mere for at fortælle historier end for at fodre svin og malke køer. Han var en varm og kærlig bedstefar, og han var en fantastisk fortæller.

Som inkarneret liberalist levede han efter princippet: Noget for noget. Heldigvis havde jeg fundet en betalingsform med gennemslagskraft. Når bedstefar satte sig i sin lænestol, fandt jeg en blød friserbørste frem og klatrede op på kanten af stolens slidte ryglæn. Derfra blev den småblomstrede skærm på læselampen forvandlet til en tørrehjelm og bedstefars næsten skaldede isse til en vældig hårpragt.

Når han lod fortællingen flyde, glemte jeg, at jeg var en ganske almindelig lidt gumpetung pige i en lille nordvestjysk flække. Bedstefar fortalte, så længe frisøren holdt ud. Og jeg redte, touperede og curlede hans 17 grå, til mine skuldre værkede.

Han døde, længe før jeg blev voksen, men det er ikke mindst hans fortjeneste, at historierne er blevet en nagelfast del af mit liv. Min bedstefar smittede ikke bare mig med sin fortællekunst. Min gamle mor kan stadig fortælle, så de mindste bevægelser mellem mennesker forekommer afgørende for verdensfreden.

Som barn og ung strejfede det mig aldrig, at man kunne leve af at fortælle. Ikke at mine forældre på nogen måde var skingre på vegne af mine karrierevalg, men en solid (og almindelig) uddannelse skulle jeg selvfølgelig gå efter.

Jeg fik faktisk en ganske pæn fysioterapeuteksamen og arbejdede som terapeut i en årrække. Havde det ikke været for en banal episode i en gymnastiksal, så listede jeg måske stadig halvsovende rundt på Aalborg Sygehus med massageolie og tyngde-lod i kittellommerne.

Den dag mit arbejdsliv tog sigte mod forandring, behandlede jeg en midaldrende kvinde, der led af en frossen skulder. For at sikre mig, at jeg kunne holde mig vågen under den kedsommelige terapi, havde jeg lokket patienten til at sidde i afdelingens åbne gymnastiklandskab. Efter alle kunstens regler hev og sled jeg i konens skulder i den halve time, der var afsat. Efter endt behandling udbrød hun så højt, at resten af den fyldte gymnastiksal fik det hele med:

“Jamen, det er da nu godt nok den anden skulder, det er galt med!”

Lige der – i gymnastiksalen på Aalborg Sygehus – besluttede jeg mig: Når nu jeg ikke kunne samle mine tanker om mit arbejde, så måtte finde et arbejde, der kunne samle mine tanker!

Det kan mit nye virke i sandhed. Her samles alle de mangfoldige veje, mit arbejdsliv har flintret ud ad siden damen med dybfrosne skulder, til et eneste kraftfuldt spor – LIVSSPOR.

[Teksten fortsætter under fotoet.]

MIN VÆRKTØJSKASSE

Din historie er vigtig. For dig, for nutiden, for eftertiden og for mig. Når jeg skriver den, bruger jeg mig selv både personligt og fagligt.

Jeg er journalist. Jeg er kommunikatør. Jeg er forfatter. Jeg er fysioterapeut. Jeg er amatørfotograf. Jeg er også mor, datter, kæreste, hustru, veninde. I forhold til dig – en af LIVSSPORs unikke hovedpersoner – er mine vigtigste kvaliteter måske når alt kommer til alt, at jeg er et ærligt og autentisk menneske.

PERSONEN

PERSONEN

Jeg født i 1960 i Glyngøre i den nordlige del af Salling. Gift med Per. Sammen har vi tre nyvoksne børn og driver virksomheden TechCare.

Limen i vores familie er stærk og består af lige dele kærlighed, ansvar og humor.

Journalisten & kommunikatøren

Journalisten & kommunikatøren

I 1994 gennemførte jeg den teoretiske del af journalistuddannelse på DJH. I 2012 skrev jeg et speciale om adopteredes manglende slægtsskabsfortælling i børnebøger og blev dermed Master i Professionel Kommunikation på RUC. Det har jeg suppleret med et semester i retorik på AU.

PSYKOTERAPEUTEN

PSYKOTERAPEUTEN

I 2013 startede jeg på Speculars femårige psykoterapeutuddannelse. Speculars metode har hjulpet mig til at gentænke min egen historie. Jeg vil gerne støtte andre ‘historietyngede’ i en lignende proces.

BEMÆRK:
Jeg får supervision, hvis din fortælling primært er en terapeutisk proces.

PraktikeREN

PraktikeREN

Jeg har produceret magasiner og redigeret hjemmesider i 20+ år. Deri har jeg portrætteret et utal af meget forskellige mennesker.

Min ambition i hvert eneste portræt har været at forstå hovedpersonens unikke livsspor. Også når dette har været meget forskellig fra mit. Det er stadig min drivkraft.

Forfatteren

Forfatteren

En håndfuld børnebøger og fagbøger er det konkrete udkomme af min forfattergerning og knapt to års forfatterskoler og kurser.

I skuffen ligger et par skønlitterære manuskripter og venter … på bedre tider.

AMATØRFotografen

AMATØRFotografen

Jeg har fotograferet siden midten af 80’erne. I de seneste to år mere seriøst. Her har jeg deltaget regelmæssigt i inspirerende fotokurser.

Se en flig af min fotoportefølje her.