Anders Agger om livsfortællinger

– De her historier kommer også fra min egen hovedstol!

Mesteren i livsfortællinger deler ud fra sin journalistiske godtepose til et tætpakket arrangement i Dansk Journalistforbund. Som i sine udsendelser ruller han også dette foredrag ud ’på en bund af’ nysgerrighed, venlighed og ydmyghed:

– Jeg ønsker ikke at være centrum. Og bilder mig ikke ind, at jeg er interessant i mig selv – men måske rummer jeg bare noget almen-menneskeligt, som kan oversættes. Det er det, jeg forsøger. På den måde har jeg altid haft en kærlighed til historier, der bygger på en form for menneskelig banalitet. Altså det, der holder os sammen. Og det, der skiller os ad.

Time out til nyhedskriterierne

Fodbolddrengen fra Vestjylland, der i sine programmer sparker nyhedstrekanten og nyhedskriterierne til hjørne, er ikke galvaniseret mod den kritik for blødsødenhed, der bliver ham tildelt fra enkelte kollegaer.

– Jeg har stor respekt for de af mine dygtige kollegaer, der arbejder med den mere konfronterende journalistik. Det kan være nødvendig og helt på sin plads at riste sine ofre og kører en benhård strategi. Men hvis journalistikken kun beskriver verden inkvisitorisk, så mister den troværdighed. For sådan ser virkeligheden ikke ud i Ringkøbing. Her bliver borgerne ikke likvideret på gaden dagligt. Og der står ikke en storsvindler på hvert hjørne. Jeg er loyal mod mine kilder. Men det er ikke det samme, som at jeg har sympati for det, de står for. Det, den forvaringsdømte i Herstedvester har gjort, er utilgiveligt. Men ved at møde ham med en flig af forståelse, så ser man måske den seks år gamle, svigtede dreng, forbryderen er rundet af.

Sømanden og Juristen

Agger er ikke meget for at tale om sin popularitet blandt seerne … nærværende blog er derfor blevet omskrevet en kende, efter at jeg – som Agger altid selv gør med sine udsendelser – har smidt bloggen til ham, så vi kunne få fakta på plads: “Det andet [… du skriver – red] kan lyde så narcissistisk!”

Men seertallene og roserne på de sociale medier er ikke til at komme uden om. Seerne elsker Anders Aggers udsendelser. Sofasættene i Kongeriget er befolket til sidste hynde, når der står Agger i rulleteksten. Ikke mindst de programmer hvor man fornemmer, at han lukker op for hovedstolen. ‘Sømanden og Juristen – historier fra et hospice,’ er et godt eksempel:

– Vandmærket i hospice-serien var, at en af mine bedste venner gennem mange år begik selvmord. Bare to dage tidligere havde vi siddet og drukket kaffe ude på min terrasse. De fandt ham død i sin bil ved vores sommerhus, for at det ikke skal være løgn. Jeg bebrejdede mig selv, at vi ikke have opdaget, hvor dårligt han havde det, noget før. Det var den der følelse af at komme for sent, jeg ikke kunne slippe. Og den forfulgte jeg i Sømanden og Juristen.

Aktiv dødshjælp

Der er en del i Anders Aggers idekatalog lige nu. Blandt andet, fortalte han, en programserie der vil sætte fokus på aktiv dødshjælp.

Bum! Så slog nærværende journalists eget livsspor – mín hovedstol – gevaldigt fra sig i brystkassen. Gennem de sidste par år er jeg lidt for ofte blevet konfronteret med, at livet skal slutte. Og det er desværre ikke os alle, der får lov til at forlade denne jord “mæt af dage.” Jeg har mistet min gamle far, der heldigvis var langlivet og fik lov til at leve i 89 år. Så har jeg sagt farvel til to nære veninder på 41 og 53 år. Min svigerinde blev blot 54 år. En god bekendt døde 50 år gammel og min kusines mand blev bare 63 år. 

Det er uomtvisteligt: vi skal alle dø, uanset hvilke krumspring vi gør! Efter at jeg på mere eller mindre nært hold har medlevet i disse seks dejlige menneskers forskellige måder at slutte livet på, er jeg slidt. For det har været udmattende og sorgfyldt. Det har i sandhed også været kærligt og givende … og på sær vis livfuldt. Jeg sidder tilbage med en enorm glæde – taknemmelighed – ved at være levende. Jeg har også fået et lidt mere fredeligt forhold til døden – og så har forløbene efterladt ‘et par’ dilemmaer, som jeg håber og tror, at Aggers programserie har modet til at løfte frem i lyset: 

• Har vi brug for at finde en bedre balance imellem livsforlængelse, livsnydelse og livskvalitet?
• Kan vi bedre finde balancepunktet, hvis vi bliver mere fortrolige med døden. Ikke som et tankeeksperiment men som en af de få ting i livet, vi ikke kan planlægge, tænke eller kontrollere os ud af?
• Vil det hjælpe at legalisere aktiv dødshjælp, så den svært syge selv kan sige stop, når hun ikke synes, det er meningsfuldt at leve mere?
• Vil det hjælpe at legalisere aktiv dødshjælp, så den svært syge selv kan sige stop, når hun synes, hun er for meget til besvær?
• Hvilke konsekvenser har det lige nu for svært syge, der bare ikke VIL leve længere, at aktiv dødshjælp ikke er tilladt i Danmark?
• Mangler de fleste af os viden om, hvordan de fleste svært syge kan få et fysisk smertelindret liv, frem til kroppen af sig selv giver slip?
• Hvad kan vi som pårørende få ved at give kærlighed, omsorg, tid, pleje, tryghed, nærhed og opmærksomhed til den døende? Er det ligefrem vores pligt? Hvad betyder det for den døendes sidste tid?
• Hvordan spiller historien om vores sortie fra livet ind på, hvordan sorgen bliver til at bære for vores kære, når vi forlader denne jord?