Min nære veninde og samarbejdspartner Cathe Pedersens bisættelse i sommers var hjerteskærende. Kirkerummet sitrede. Af dybde, kærlighed og sorg. Sangeren og musikeren Jesper Frost Bylling fortolkede Leonard Cohens ’Hallelujah’ så fint og sårbart. Præcis som Cathe havde orkestreret det i de forudgående uger på Gudenå Hospice, efter at hun besluttede, at trods hendes bare 41 år var det nu, hendes fine, gamle sjæl skulle give slip på hendes unge krop.

[ Tekst under videoen ]

I sidste uge døde Leonard Cohen som bekendt også. Han blev præcis dobbelt så gammel som Cathe. Også hans død berørte mig dybt. Et langstrakt liv med Cohen på repeat har gjort sit. Men det er én bestemt episode på Gudenå Hospice den 1. juli denne sommer, der overbeviste mig om, hvilken healende og forløsende kraft Cohens lyrik og musik har.

I dagene forinden havde Cathe erkendt, at skyggerne fra hendes brutalt opblussende kræftsygdom var for lange og lukkede fremtidens lys ude. Hun kunne ikke mere. Hun ville ikke mere. Hun måtte give slip på alt det lyse og lykkefyldte, der havde brolagt hendes fremtid, så langt øjet rakte: Gensynet med hendes livs kærlighed – indiske Devesh Bhargav – som hun hen over sensommeren skulle giftes med. Det ayurvediske yoga- og behandlingscenter i Mandrem i Indien, som skulle danne rammen om Cathe og Devesh’ arbejdsliv. Den lille, længeventede niece hvis fødsel hun skulle være vidne til i efteråret. Hendes familie og de mange, mange nære venner, spirituelle inspiratorer, vækstmennesker, der betød så meget for hende.

Alt skulle hun miste sammen med livet. Det var en ufattelig og afgrundsdyb erkendelse, som samtalen, den varme hånd og kærligheden fra os, der bistod, slet, slet ikke kunne forløse.

Smuk, spinkel og ved fuld bevidsthed lå hun den fredag eftermiddag i sin store hospitalsseng. Hun var træt. Ville helst bare sove. Men en insisterende god ven og en hospicemusiker fik stablet en lille akustisk ønskekoncert på benene på stue fire. Det var fint nok, mente Cathe. For som det rationelle og utålmodige menneske hun også var, planlagde hun, at hun med lidt stille baggrundsmusik kunne få en særlig god og lang eftermiddagslur.

Sådan gik det ikke. Musikken åbnede én efter én for alle afgrundens sluser i Cathe. Med hospicemusikerens vanvittigt intense fortolkning af Leonard Cohens ‘Hallelujah’ som koncertens afslutning, var det som om, at alt ind til smertens epicenter i det spinkle menneske stod pivåbent. Vi, der var i rummet, flød med og gav efter for meningsløsheden.

Nu ved jeg, hvordan urgråd lyder og føles. Det er en grundtilstand af sorg og smerte, der er helt uden angst. Det er lyden og fornemmelsen af intet og intetheden. Det er en tillidsfuld hengivelse til mørket og dets meningsløse kraft.

Det var også en tilstand, der efter koncerten efterlod både mig og Cathe sært opløftet:

Wauw nabokone – det var som om, Cohen havde skrevet ’Hallelujah’ – til mig og kun til denne situation – ord for ord – som en bro til forløsning!”

Sådan var det. Noget – afgrunden – i Cathe var forløst. I favnen på Leonard Cohens ord og musik havde hun fået sagt farvel til livet. Givet slip på alt og alle, hun havde så kær. Det var tydeligt, at nu kunne hun med nysgerrighed og af et oprigtigt hjerte byde det, på ’den anden side’, velkommen. Det, der nu var hendes fremtid.

Selv om jeg var Cathes ’vågekone’ på hospice mange gange efter stuekoncerten, så var det i forbindelsen med den, at hun sagde farvel til mig. Med stor frimodighed og varme granskede hun mig længe, før hun konstaterede:

Nabokone, jeg elsker dig. Du gør mig tryg. Men jeg kan også mærke, at jeg helt har givet slip på dig!”

Kære Cathe og Cohen … jeg skal nok i mit tempo forsøge at give slip på jer også … men jeres historie, inspiration og spirituelle visdom gror i mig. Af hjertet tak.

——————————

FOTO: Aftenen efter stuekoncerten rullede jeg Cathes seng ud på terrassen foran stue fire. Det var mildt og lunt i vejret. Snart var vi euforisk grinende. Snart var vi i dyb alvor. Jeg fulgte stemningerne med mit kamera og tog en række intense portrætter … på nogen lyser hun af munterhed og glæde … på andre har alvoren fat. 

BEMÆRK: Før Cathe døde, gav hun mig det fulde mandat til at skrive om hende og hendes historie – også om hendes liv med kræft og hendes død. Hun gav mig også lov til at bruge mine mange billeder af hende.