+45 23 48 54 80 susanne@livsspor.dk

Jeg er ret glad for historier! Det kommer næppe som nogen vældig stor overraskelse for de, der kender mig. De, der tilligemed kender min slægt, ved at historie-genet findes i mit LIVSSPOR. Det er nedarvet i lige linje fra min bedstefra til min mor. Og fra min mor og bedstefar til mig.

Jeg var bare seks år gammel, da bedstefar døde. Han var i sine velmagtsdage bonde, men han brændte meget mere for historier end for at fodre svin og malke køer. Han var en varm og kærlig bedstefar, og han var en fantastisk fortæller. Som inkarneret liberalist levede han efter princippet: Noget for noget. Heldigvis havde jeg fundet en betalingsform med gennemslagskraft. Når bedstefar satte sig i sin lænestol, fandt jeg en blød friserbørste frem og klatrede op på kanten af stolens slidte ryglæn. Derfra blev den småblomstrede skærm på læselampen forvandlet til en tørrehjelm og bedstefars næsten skaldede isse til en vældig hårpragt.

Når han lod fortællingen flyde, glemte jeg, at jeg var en ganske almindelig lidt gumpetung pige i en lille nordvestjysk flække. Bedstefar fortalte, så længe frisøren holdt ud. Og jeg redte, touperede og curlede hans 17 grå, til mine skuldre værkede.

Han døde, længe før jeg blev voksen, men det er ikke mindst hans fortjeneste, at historierne er blevet en nagelfast del af mit liv. Min bedstefar smittede ikke bare mig med sin fortællekunst. Min gamle mor kan stadig fortælle, så de mindste bevægelser mellem mennesker forekommer afgørende for verdensfreden.

Som barn og ung strejfede det mig aldrig, at man kunne leve af at fortælle. Ikke at mine forældre på nogen måde var skingre på vegne af mine karrierevalg, men en solid (og almindelig) uddannelse skulle jeg selvfølgelig gå efter.

Jeg fik faktisk en ganske pæn fysioterapeuteksamen og arbejdede som terapeut i en årrække. Havde det ikke været for en banal episode i en gymnastiksal, så listede jeg måske stadig halvsovende rundt på Aalborg Sygehus med massageolie og tyngde-lod i kittellommerne.

Den dag mit arbejdsliv tog sigte mod forandring, behandlede jeg en midaldrende kvinde, der led af en frossen skulder. For at sikre mig, at jeg kunne holde mig vågen under den kedsommelige terapi, havde jeg lokket patienten til at sidde i afdelingens åbne gymnastiklandskab. Efter alle kunstens regler hev og sled jeg i konens skulder i den halve time, der var afsat. Efter endt behandling udbrød hun så højt, at resten af den fyldte gymnastiksal fik det hele med:

Jamen, det er da nu godt nok den anden skulder, det er galt med!”

Lige der – i gymnastiksalen på Aalborg Sygehus – besluttede jeg mig: Når nu jeg ikke kunne samle mine tanker om mit arbejde, så måtte finde et arbejde, der kunne samle mine tanker.

Det kan mit nye virke i sandhed. Her samles alle de mangfoldige veje, mit arbejdsliv har flintret ud ad siden damen med dybfrosne skulder, til et eneste kraftfuldt spor – LIVSSPOR.

————————

FOTO: Min bedstefar og min bedstemor var begge i slutningen af fyrrende, da dette blev taget. Min moster Nico var 12 og min mor – baby Lisbeth – var knapt et år.