+45 23 48 54 80 susanne@livsspor.dk

Happiness makes difficult things easy and heavy things light! Sådan siger min Brahma Kumaris-kalender for i dag. Det er næppe breaking news for ret mange af os.

Hvornår er man lykkelig? Er lykken simpel indbildning – sådan en mental candyflosstilstand, der residerer fra adamsæblet og nordover? Eller er det kroppen, der først ved, at nu er jeg lykkelig? Og siger den det, sådan fysisk, biokemisk og konkret?

43 år gamle Mette Kirk fra Skanderborg, uddannet intensiv- og strålesygeplejerske, mor til to mellemstore børn, er ikke i tvivl. Mette er lykkelig, når Mettes krop er lykkelig. Det kan både ses, mærkes og måles lige så tydelig, som om solen skinner, eller om det regner.

Hvordan hænger det sammen? Det hænger ikke sammen. Eller rettere Mettes krop hænger ikke sammen. I særdeleshed ikke når hun er stresset eller træt eller ulykkelig. Eller når hun lader sig fange ind af for mange ”hvad-andre-forventer”-aktiviteter. Mette remser op i flæng: hænge ud med mennesker hun (ærligt talt) ikke gider, gøre rent, være overskudsværtinde til pæne middage, dig-og-mig-og-vi-to i for store doser, supermor 24/7, superveninden …

Medlidenhed nej tak!

Mette er Parkinsonpatient på ottende år, og hendes krop kokser max, når hendes unikke lykkebarometeret taber pusten! Hun har sat mig stævne på skolen for social- og sundhedsassistenter i Silkeborg. Her skal hun holde et af sine mange patient-foredrag for en flok kommende SOSU’er. Uanset hvilket publikum, hun står overfor, så optræder hun, som hun er. I dag er det i ridebukser, ridestøvler og corny cap. For hun kommer lige fra en halv times morgendressur på holstener-kæmpen Lille Grå.

”Jeg bliver fame’ sur, hvis nogen her får medlidenhed med mig. Jeg er og bliver Mette K. Mig selv! Parkinson er ikke mig. Jeg har bare Parkinson”.

Sådan åbner hun foredraget for de måbende studerende. Og lad det være en advarsel – også for læserne af denne blog: Mette mener det. Hun vil ikke ynkes. Hun er kun åben om sin sygdom, fordi hun vil have Parkinson på dagsorden – mellem mennesker, i medierne og i forskerkredse. Ikke forsimplingen af Parkinson som en sjælden sygdom, der kun rammer gamle mennesker og får dem til at ryste. Men hele sandheden: At mellem 7.000 og 8.000 danskere har Parkinson, at også unge mennesker helt ned til slutningen af 20’erne får sygdommen, at den betyder stærkt svingende nedgang i alle signalstoffer, at dopamin er den helt store mangelfaktor hos Parkinson-syge, men der også går ged i produktionen af serotonin, melatonin, endorfin, noradrenalin og oxytocin. Kort sagt påvirkes al den komplicerede humankemi, der regulerer det meste af det, vi forbinder med at være menneske; vores motorik, overskud, humør, fordøjelse, appetit, initiativ, søvn, seksualitet, indfølingsevne, dømmekraft, tanker, sprog …

Mette fortsætter: ”For mange med Parkinson er de fysiske symptomer de værste; at de spilder ned ad sig selv, ryster, tripper, men jeg er bedøvende ligeglad med min fysiske fremtoning, og hvad folk tænker eller ikke tænker om den. Jeg er til gengæld meget, meget træt af de kognitive forstyrrelser. Pludseligt ordfindingsbesvær, nedsat korttidshukommelse, nedsat koncentration, manglende overblik. Jeg hader det! Ord og skarphed er mine spidskompetencer. Det er det, der er med til at personificere mig”.

Kuren mod Parkinson

Medicinalindustrien har især fokus på at udvikle symptombehandlende medicin. Det kan der være mange gode grunde til. En af dem handler om, at der er penge i det. Mette – patienten og sygeplejersken – så gerne, at forskerblikket blev vendt, så man mere konsekvent havde fokus på, hvordan man forebygger og stopper Parkinson.

”Led efter det middel, der forhindrer proteinernes agglutineringsproces. Banko, Parkinson er kureret!”

Der skal også meget mere fokus på, hvad hver enkelt patient selv kan gøre for at skrue op for sin egne produktion af signalstoffer – og hvad der skruer ned.

”Psykologisk stress er den helt store Satan i det her spil – for stress æder signalstofferne i rå mængder,” fortæller Mette. ”Det er et fuldtidsarbejde at analysere og regulere din krop og din mentale balance, når du har Parkinson. Jeg ved aldrig helt, hvad dagen bringer. Kan jeg dårligt gå, springer jeg afsted, går jeg off midt i noget?”

På en skidt dag lukker Mettes i forvejen begrænsede egenproduktion af signalstoffer stort set ned. Så må hun kyle endnu større mængder dopamin-look-alike-piller i sig end ellers.

Dopamin-high – svære bivirkninger

”Agonistgruppen (dopamin-substitutterne) er uundværlig, men medicinen derfra i for store mængder kan have mange bivirkninger: hyperseksualitet, ludomani, tab af impulskontrol, powershopping, indre uro, manglende søvn, maniodepressive tendenser, forstyrret koncentration – alle følelser bliver kæmpestore. Og når man som jeg er højspændt i personligheden i forvejen, så kammer det nemt over. Jeg kalder det for dopamin-high, fordi det sgu minder lidt om heroin-high. Det er selvfølgelig pisse svært præcist at substituere et transmitterstof, når egenproduktionen er så svingende.”

Det er her, Mettes egen lykkebarometer kommer ind i billedet. For det er den, der gør, at hun kan gennemføre foredraget for SOSU’erne, som var hun nogenlunde rask. For hun har jo netop en time forinden i høj sol under en knaldblå vinterhimmel indtaget en ordentlig dosis Mette-lykke i form af en halv time på ridebanen i sadlen på Lille Grå.

Lystbetonede aktiviteter på receptblokken

”ALLE Parkinsonpatienter bør have ordineret lystbetonede aktiviteter. Ikke noget andre synes, vil være godt for dem. Men præcis det, der skaber følelsen af lykke og lethed i den enkelte. Det booster kroppens egen produktion af dopamin og serotonin. Det er bare for vildt, som det dæmper mine symptomer”.

Og kun Mette ved, hvad der virker på Mette-lykke-barometeret. Der er en del, og det meste rimer ikke på pastelfarvet forstadsidyl: bakken ned fra Boes mod Alken med 70 km i timen på den koksgrå carbon-racercykel med digitalt gearskifte, fællesskabet i Parkinson-cykelholdet Teamfox Brainstormers, rockmusik, popmusik, når hendes børn har det godt, 90’er lyd, gin & tonic på Smuk Fest …

”Men det vigtigste for mig næst efter ungerne er Lille Grå. Den krikke er min makker; den gør alt ved mig. Alt andet går baglæns for mig. Men i sadlen er jeg rask; det er meget, meget sjældent, at jeg har symptomer på Parkinson, når jeg ridder. Den hest fastholder simpelthen det, der er essensen af mig”.

Mette er et dybt ansvarligt menneske, der altid har fungeret i fællesskaber. Derfor har hun, efter at hun gennemlæste bloggen her, bedt om at følgende tilføjelse kommer med:

”Jeg er udmærket klar over, at jeg også har et ansvar, der rækker ud over mig selv. Også jeg skal tage min del af de trælse ting i livet. Men det er en tand sværere for mig at holde ord altid. Min krop går sin egen vej, og jeg bliver nødt til at gå med den for at få det bedste ud af mit liv”.

Kroppen som lykkens kompas

Mettes lykkebarometer inspirerer mig gevaldigt. Som menneske men også som psykoterapeutstuderende hos konsulenthuset Specular i Aarhus. Jeg har en grundlæggende forståelse af, at ethvert menneskes vej mod lethed, glæde og frihed i livet, er tæt knyttet til vores evne til at kunne mærke os selv og til vores vilje og evne til at turde være ved os selv, som det menneske vi er. På sådan et par glatstrøgne sætninger lyder det nemmere, end det er. Det er svært for os alle at balancere dels mellem det, vi synes, vi bør gøre, fordi vi fornemmer, at sådan synes andre, det er bedst – og dels mellem de svar, der kommer, når vi er hjemme i os selv og lytter indad.

Men det er alligevel tankevækkende at møde et menneske, for hvem det uden overdrivelse er LIVSVIGTIGT hver dag og hele tiden at respektere kroppens signaler om, hvad Mette har brug for. Også når det betyder, at hun må tilsidesætte forpligtigelser, aftaler, forventninger og alle andre sociale færdselsregler, som vores fællesskaber med hinanden er bygget op af.

Tekst og fotos: Susanne Dencker.