Hen over sommeren sagde jeg ja til at medvirke i en artikel i ugebladet Femina. Bladet satte fokus på, hvad der sker, når vi mister vores livsvidner.
Sorg opleves forskelligt fra menneske til menneske og fra relation til relation. Vi kan ikke forberede os på, hvordan sorgen vil opleves, når vi mister. Og hvad den har brug for af tid, udtryk, forståelse, omsorg og plads for at blive rund og blød og til at leve videre med. Men vi kan og skal kunne leve med, at det er døden, der rammer livet ind. Det er det eneste livsvilkår, vi alle uden undtagelse har til fælles. Hver og en af os kommer til at miste livsvidner, vi virkeligt er knyttede til. Og en dag kommer andre til at miste os.
I de seneste par år har perspektivet i særligt høj grad været mit. Jeg har blandt flere andre mistet to meget nære veninder og tætte samarbejdspartnere. Begge yngre kvinder og begge livsvidner, som jeg værdsatte dybt. Jeg har også mistet min svigermor og ikke mindst min far, der døde juleaftensdag, nogle timer før hele familien for første gang i mange år skulle samles til julefest. Midt i al sorgen og den akkumulerede udmattelse over de virkeligt krævende praktikaliteter, der skal løses af de pårørende i kølvandet på livets afslutning, er det en stille glæde, at jeg nåede at skrive min fars livshistorie. Det er den, der er i fokus i den fine artikel i Femina:
Fra artiklen:
”Min far fik [med fortællingen af historien om sit liv – red] omskrevet sin historie oppe i sit eget hoved. Han fik øje på, hvordan han havde gjort det ganske godt i livet ud fra det udgangspunkt, han nu havde fået givet. Det var fantastisk hjertegribende at være vidne til.”
” … Og det var med til at forandre min egen historie, for jeg gik fra i perioder at være vældig vred på min far og til at have en dyb forståelse for det menneske, han var, og det, han havde været igennem. Jeg fik øje på, hvor meget godt han havde givet videre på trods af sit udgangspunkt – det rørte mig virkeligt.”
”Jeg sidder tilbage med en vældig fred og stolthed over, at han er MIN far, og at jeg bærer hans og min mors historie videre.”
Publiceret i Femina den 27. juli 2017. Skrevet af journalist Susanne Cordes.
Kommentarer