+45 23 48 54 80 susanne@livsspor.dk

D. 28. oktober bragte Information en tankevækkende kronik af instruktør og forfatter Katrine Weidemann. (Link til kronikken nederst) Katrines budskab er, at sorg er et grundlæggende livsvilkår og altså dermed ikke en sygdom. Hun går i rette med den sygeliggørelse, der ligger i, at WHO har optaget sorg på listen over anerkendte sygdomme. Kronikken slutter med en påstand, som jeg må kommentere på: “Sorgen er uden for pædagogisk rækkevidde. Hvis sorg er et hav, så er psykoterapien et lille håndklæde, der skal duppe patienten.”

Langt hen ad vejen er jeg enig med Katrine. Når sorg bliver en diagnose, bliver den sat i kø som endnu et af tidens insisterende signaler om, at de mørke farver i regnbuen er noget, jeg som menneske kan (og bør) se at komme af med i en fart. Vel både fordi massiv sorg kan være en tung og uoverskuelig svær tilstand. Men nok desværre også fordi, det materielle vækst-hamster-hjul kun meget dårligt rummer dybt sørgendes ofte langvarige indadvendthed og tungsind. Vi skal simpelthen videre, skal vi. Og det i en helvedes fart!

Sorg er den tilstand, vi kommer i, når vi mister nogen eller noget, vi værdsætter og har været knyttet til. Sorg er, som Katrine skriver i kronikken, komplementærfarven til kærligheden … kærligheden til et menneske vi elsker dybt, til fællesskabet på den arbejdsplads, vi har virket på, til taknemmeligheden over at være sund og rask, til livet … Mennesker, der mærker sorg, er hele mennesker. Sorg er sundhed.

Så langt så godt.

”Hvis sorg er et hav, så er psykoterapi et lille håndklæde, der skal duppe patienten!” Kronikkens slutreplik. Jeg, der er vordende psykoterapeut, ser anderledes på klienter, der er så overvældede af sorg, at de rækker ud efter min hjælp. Min opgave er ikke at helbrede. For sorg ER sundhed – ikke sygdom. Min opgave er derimod at skabe rammerne, så et nødstedt menneske kan være ved sorgen på en sådan måde, at den sørgende ikke går til grunde. Mange kan det ved egen kraft og med omsorg fra familie, venner, andre. Nogen kan ikke. De rækker ud efter professionel hjælp. Og godt for det. For psykoterapi kan være en effektiv støtte og hjælp til at balancere sorgen, så den netop ikke forvrænges i sygdom. Også i sorgen kan vi være ’hjemme i eget hus.’ Sørge uden at vi kommer faretruende ud af os selv.

”Sorrig og glæde de vandre til hobe.” Kingos 350 år gamle salme har fat i noget vigtigt. Balancen imellem sorg og glæde, den er mulig at genfinde – også for mennesker der er ramt af dyb sorg. En faglig dygtig, jordbunden og empatisk psykoterapeut kan være den lommelygte, der skal til.

Sådan en kan du finde på www.specular.dk 

Min kommentar er bragt under kronikken her:
https://www.information.dk/kultur/2017/10/sorg-hav-terapi-lille-haandklaede