Køleskabet i skovhuset på Nordmors var tomt. Min 11 år gamle gårdhund Fanni sneg sig med i bilen til Nykøbing på indkøb. Solen bagte fra en skamløs blå himmel. Skygge var der ikke meget af på Løvbjergs parkeringsplads. Nødløsningen var luftsprækker i bilvinduerne og spejderære; kun en meget hurtig indkøbsrunde.
Max 15 minutter senere var jeg tilbage med fyldte poser. Jeg så det i samme sekund, jeg trådte ud ad butikken; han stod klinet op af min bil. Det ene øjeblik skannede han parkeringspladsen. Det næste tastede han på sin telefon. Han blev stående, da jeg nåede bilen – ubehageligt tæt på. Også da jeg åbnede bagagerummet og smed indkøbsposerne ind.
Rasende og skyldig
”Jeg var ved at ringe efter politiet,” udbrød han stramt og pegede på Fanni, der var vågnet fra mor-er-gået-fra-mig-depression til sin vanlig højstemt velkomstdans inde i bilen. ”Den kan dø af varmen derinde – det må du da vide?”
”Hold da op for en overreaktion! Jeg har max været væk i 10-15 minutter. Og vinduerne er åbne. Politiet? Hvad fanden bilder du dig ind?” Raseriet pumpede skyldfølelsen rundt i kroppen på mig. Jeg knaldede bagsmækken i og skridtede edderspændt om til døren til førersædet. Væk – jeg skulle bare væk. I en helvedes fart. Væk fra hans blege, anklagende fjæs.
Han trådte hårdere på alt det ømme: ”Der bliver helt vildt varmt i en bil, når solen brænder ned på den. Jeg har før fået politiet ud til en hund, der var virkelig medtaget.”
Fra paniske tanker til klare tanker
I det jeg fik fat i dørhåndtaget, skete der noget i mig. Noget der for fire, fem år siden ville have været utænkelig … ikke mindst i en så tilspidset situation. Jeg fik fat i mig selv. Et øjeblik stod jeg stille, slog blikket ned, trak vejret dybt og mærkede efter. Skyldfølelsen … der var den, i brystet pulserede den energisk. Og skammen … lige under skylden skar den sig ind. Raseriet var fordampet. Jeg er dyreven grænsende til det komiske. Jeg spiser helst ikke kød. Jeg kan finde på at bære edderkopper i sikkerhed. Som barn spekulerede jeg i årevis over, hvordan jeg kunne ødelægge naboens jagtgevær, uden det blev opdaget. Jeg ligger på marken og snakker med kvierne. Alt det var pludselig i spil over for en anden dyreven, der – nuvel lidt skingert – holdt et spejl op foran mig.
Pludselig kunne jeg tænke klart. Hendes Kongelige Højhed Fanni Hund havde ikke været i fare. Og nu så jeg et helt andet menneske stå der ved siden af bilen. Jeg var blevet vildledt af min refleksskyldfølelse. Jeg var helt uden at være opmærksom på det, gået fra at være hjemme i eget hus – i min kerne – til at ryge ud af mig selv (og ind i mit gamle, velkendte mønstre med skyld pakket ind i raseri).
”Wauw, du er jo en sand dyreven. Det skal du have tak for. Beklager jeg blev rasende. Jeg blev pludselig i tvivl og fik dårlig samvittighed. Virkelig dejligt, at der findes mennesker som dig, der tager affære, hvis de er bange for, at et dyr lider. Det gjorde min hund heldigvis ikke.”
Den imødekommelse havde han ikke lige set komme. Forbløffelsen stod malet i hans ansigt et øjeblik. Så nikkede han med et skævt smil – bekræftende. Fanni, der glad tonsede rundt inde i bilen, var åbenlyst uskadt. Jeg smilede tilbage. Farvel og afsted i den lille bil med den lille hund og med en stor og rund fornemmelse af fred og fordragelighed i maven.
Specular-metoden
For præcis fem år siden blev jeg meget alvorligt syg af stress som følge af et elendigt arbejdsmiljø. Jeg blev ramt på alt, der er mig; hæderlighed, ordentlighed, redelighed, samvittighed. I mere end et år var jeg i tvivl, om jeg nogensinde ville komme på benene igen. Det kom jeg. I dag står jeg så solidt, at jeg ikke tøver med at konstatere, at mit livs største nedtur var en gave.
Jeg snubler stadig ofte ind i gamle, tidselfyldte stier … som jeg gjorde der på Løvbjergs parkeringsplads. Men jeg bliver bedre og bedre til at finde tilbage til mit eget grundstof – min sunde og oprindelige kerne. Herfra er jeg, som jeg er, og gør det, der skal gøres, fordi det skal gøres. Jeg gør ikke noget, fordi nogen angriber mig, truer mig, lokker mig eller forventer det af mig. Jeg handler, som jeg gør, fordi det fornemmes rigtigt, godt og hæderligt. Overfor mig selv – men sært nok også som regel også overfor de mennesker, jeg er i samspil med. For dem ser jeg klarer – også deres intension og perspektiv. Som min nye dyreven på Mors.
Det er min egen fortjeneste. Men uden mine undervisere og supervisere i konsulenthuset Specular i Aarhus og mine modige medstuderende havde jeg ikke fundet helt hjem til mig selv. Det særlige ved Specular-metoden er, at det ikke er Speculars psykologer, der viser vejen. Det bliver heller ikke mig, der viser mine klienter vejen. Jeg og Specular-metoden hjælper og støtter dig. Men det er det enkelte menneske, måske dig, der bliver opdagelsesrejsende i dine egne følelser, dine tanker og den måde du handler på i dit liv. En nysgerrig rejse, der kan give dig mulighed for at finde din helt egen og unikke vej hjem til dig selv.
Hjem til den visdom og det overblik – de hjælpsomme og uforfalskede følelser og de klare tanker – som hvert eneste menneske er i besiddelse af. Både når det gælder de store linjer i livet og på det vigtige hverdags-detailplan. Som fx når jeg falder ’i hullet’ gennem en velkendt faldlem på en varm parkeringsplads i Nykøbing Mors.
———————————
Kommentarer